Øldefinitioner

Lys lagerøl er undergæret og brygget helt eller delvist på lyse malte og lyse typer råfrugt. Man skelner imellem tre hovedgrupper inden for lyse lagerøl: De tjekkiske og tyske typer med stor karakterfuldhed; de moderate typer fra de øvrige europæiske lande; og de mildeste typer fra de internationale markeder.

En lys lager er den største øltype, og den mest kendte er pilsneren, en anden er wienerøllen classic. Den er brygget på lys malt og lyse typer råfrugt, f.eks. ris og majs.

Velegnet til: Lys lager passer perfekt ind på det kolde danske frokostbord. Den går godt til sild eller til at skylle efter med til ost.

Eksempler: Warsteiner Pils, Krombacher Pils, Pilsner Urquell, Grøn Tuborg, Carlsberg Ice, Budweiser

Mørk lagerøl er undergæret og brygget på mørke basismalte, specialmalte og visse typer råfrugt. De første undergærede øl var alle mørke, fordi man før 1830’erne endnu ikke var i stand til at masseproducere lyse malte. Mørke lagerøl er især udbredt i Skandinavien, Tyskland, Østrig, Tjekkiet og USA.

En mørk lager er brygget på mørk maltet byg og råfrugt. Den har maltdybde, men den er ikke dominerende. Det er en forholdsvis let øl, som kan have nøddeagtige aromaer.

Velegnet til: Stegt svinekød, medisterpølse, rullepølse og stegt flæsk er eksempler på mad, der går godt til en mørk lager.

Eksempler: Gammel Carlsberg, Rød Tuborg

Lys Ale er overgæret og brygget på lyse malte og lyse typer råfrugt. Lys Ale deler man generelt op i en britisk og belgisk tradition, hvor førstnævnte er afdæmpet i gæringsaromaen og sidstnævnte er afdæmpet på humlearomaen. De mest velhumlede lyse ales har deres egen kategori, IPA.

Den lyse ale findes i en engelsk og belgisk version, hvor den engelske er en fyldig og bitter øl, mens den belgiske har mere intens maltkarakter og ofte er mere krydret.

Velegnet til: Fed mad, såsom tarteletter, hønsesalat, flødestuvede kartofler eller oste såsom camembert og gorgonzola.

Eksempler: Cains, Pete’s Wicked Ale

IPA er overgæret, brygget på lyse malte og lyse typer råfrugt og dertil rigelige mængder humle. IPA har rødder i britiske eksportøl i det 19. århundrede, men fortolkes i dag primært i de amerikanske udgaver, der benytter mere humle, nyere aromahumlesorter og teknikker til maksimering af humlearomaen.

En øl hvor bitterheden fra humlen i den grad stikker frem. Humlen bidrager desuden med markante aromaer af fyrrenåle, harpiks, grapefrugt og eksotiske frugter som passionsfrugt, mango og ananas.

Velegnet til: IPA’en er en ganerenser, og passer derfor godt til danske retter som gule ærter med flæsk eller hjerter i flødesovs. Men også de mere krydrede retter, f.eks. indisk mad.

Eksempler: Yakima IPA, Albani Mosaic IPA

Mørk Ale er overgæret og brygget på mørke basismalte, specialmalte og ofte råfrugt. Man kan ligesom med Lys Ale opdele i en britisk og belgisk tradition, hvor førstnævnte er mere tung på malt, men sidstnævnte er mere frugtig og karamelliseret. Amerikansk Mørk Ale har i tillæg stærke humleprofiler.

Den engelske udgave af en mørk ale er blød, rund og fyldig med tydelig maltkarakter. Den belgiske udgave er frugtagtig og karamelliseret. Der er også opstået en amerikansk version med tydelig humlesmag.

Velegnet til: Lidt tungere mad, f.eks. andesteg, mørbradbøf, pariserbøf eller en god culottesteg.

Eksempel: KB Hvidtøl, Brown ale

Hvedeøl er overgæret og brygget med et varierende indhold af hvede. Hvedeøl opdeles generelt i en tysk og en belgisk tradition, hvor førstnævnte er brygget efter Reinheitsgebot og altså kun på malt, mens den belgiske er kendt for råfrugt såvel som krydderier. Inden for hvedeøl findes flere syrlige øl.

Hvedeøllen er en lettere øl, som er brygget på blandt andet hvede. Den inddeles i en tysk og belgisk version. Den tyske hvedeøl har en relativt kraftig sødme fra malten, hvor den belgiske hvedeøl er mere syrlig og krydret.

Velegnet til: Hvedeøl er en typisk forårs- og sommerøl, som går godt til forskellige sommersalater, men også østasiatisk mad. Derudover er den god til hvid fisk, stenbiderrogn eller en lækker omelet.

Eksempler: Paulaner Hefe Weizen, Paulaner Hefe Weizen Dunkel, Hoegaarden Witbier

Syrlig øl er over- eller spontangæret og oftest brygget på lyse malte. Der kan også anvendes råfrugt som hvede eller frugter. Det syrlige kommer fra mælkesyre, eddikesyre og andre organiske syrer og produceres af gær og/eller mælkesyrebakterier. Syrligheden kan komme ved at bruge syrnet malt, ved at lave en sur mæsk eller under/efter hovedgæringen.

En Lambic er den mest kendte type Sour beer og brygges i Belgien, hjemlandet for syrlige øl. Denne øltype er spontangæret og brygges uden tilsætning af gær, som ellers er den typiske fremgangsmetode ved ølbrygning. Øllet bliver udsat for vildgær og bakterier fra luften, som igangsætter gæringsprocessen. Øllet bliver lagt på nogle egetræsfade, som typisk tidligere har været benyttet til at fremstille sherry eller portvin. Øllet skal derefter lagre i ca. 2 år, hvor den udvikler sig og bliver til en velsmagende syrlig Lambic. Under fermenteringen vil øllen udlede Co2, hvilket medfører, at Sour øl ofte næsten ingen kulsyre har. 

Velegnet til: Du skal se en sur øl som en erstatning for et glas mousserende vin eller champagne. Den er perfekt som velkomstdrink eller på terrassen en varm sommerdag, og til søde desserter

Eksempler: Lambic, Geuze, Berliner Weisse, Gose, Kettle Sour

Porter og Stout er generelt karakteriseret ved deres sorte farve og tunge maltfylde. Porteren stammer oprindeligt fra England. Betegnelsen Stout har generelt været anvendt om de mest drøje portere. I dag findes portere både i overgærede og undergærede varianter, sidstnævnte kendt som Baltisk Porter.

En stout og porter har en meget sort malt farve og indeholder ikke meget humle, men derimod tung maltfylde. De afgørende aromaer er kaffe, lakrids og ristet malt.

Velegnet til: De søde portere går godt til desserter og blåskimmelost, hvor de mere tørre portere går godt til en pariserbøf, en god chili con carne eller østers.

Eksempler: Guiness, Willemoes Stout, Russian Imperial Stout

Trappistøl er øl fra Belgien, Holland, Østrig, USA, Italien, England, Frankrig og Spanien, der udelukkende brygges af medlemmer af trappistordenen eller under munkenes vejledning.
Der findes 14 klosterbryggerier, der må kalde deres produkter trappistøl: